I Conservation We Trust

Af: Ben Scheelk, Program Associate, The Ocean Foundation

I juli 2014 tilbragte Ben Scheelk fra The Ocean Foundation to uger i Costa Rica som frivilligt arbejde på en rejse koordineret af SE Skildpadder, et projekt fra The Ocean Foundation, for at se nogle af de bevaringsindsatser, der finder sted i hele landet. Dette er det første indlæg i en firedelt serie om oplevelsen.

Frivilligt arbejde med SEE Turtles i Costa Rica: Del I

Det er her, tillid bliver alt.

Stående ved en kaj på en mælkechokoladefarvet kanal, så vores lille gruppe, bestående af Brad Nahill, direktør og medstifter af SEE Turtles, og hans familie sammen med den professionelle dyrelivsfotograf, Hal Brindley, mens vores chauffør kørte ud i endeløse vidder af bananplantager, hvor vi var kommet fra. Vi havde rejst i timevis fra de vidtstrakte forstæder til San José, Costa Rica, på tværs af den forræderiske bjergvej, der gennemskærer skyskovene i Parque Nacional Braulio Carrillo, og til sidst gennem det enorme monokultur-lavland, der blev beskudt af små gule fly, som dykkerbomberer afgrøderne med en usynlig, men dødbringende nyttelast af pesticider.

Når vi stod ved kanten af ​​junglen med vores bagage og en følelse af agnet forventning, var det som om et lydligt kølvand var passeret, og den kedelige monotoni af trafikken, der stadig ringer i vores ører, gav plads til et unikt og levende akustisk miljø, der kun findes i troperne.

Vores tro på logistik var ikke malplaceret. Kort efter vi ankom, trak båden, der skulle bringe os ned ad kanalen, op til kajen. Vi blev forkælet med en mini-ekspedition ind i hjertet af junglen, hvor den tykke vermillion baldakin af og til vigende for at give glimt af koralfarvede skyer, der afspejler de sidste glimt af den nedgående sol.

Vi ankom til en fjern forpost, Estacíon Las Tortugas, en af ​​SEE Turtles' femten samfundsbaserede partnere. SEE Turtles, et af næsten halvtreds projekter, som The Ocean Foundation er vært for, giver rejsende fra hele verden mulighed for at lave mere end blot ferie, men i stedet opleve det arbejde, der udføres på frontlinjen af ​​havskildpaddebevaring. På Estacíon Las Tortugas hjælper frivillige med at beskytte havskildpadderne, der yngler i området, især den største art, der findes i øjeblikket, læderrygen, som er kritisk truet og i alvorlig risiko for at uddø. Ud over natlige patruljer for at afværge krybskytter og andre dyr, der fester sig med skildpaddernes æg, flyttes reder til stationens rugeri, hvor de kan overvåges og beskyttes nøje.

Det, der slog mig først ved vores destination, var ikke isolationen eller overnatningsmulighederne uden for nettet, men snarere et dæmpet brøl i den umiddelbare afstand. I det falmende tusmørke, oplyst af lynglimt i horisonten, kunne man se Atlanterhavets skummende omrids knække voldsomt på den sorte sandstrand. Lyden – lige så sublim og berusende – tiltrak mig som en eller anden urafhængig afhængighed.

â € <

Tillid, ser det ud til, var et tilbagevendende tema i hele min tid i Costa Rica. Stol på mine guiders ekspertise. Stol på, at veloplagte planer ikke ville blive tilranet af de hyppige storme, der rullede ud over det grumsede hav. Stol på, at personen foran mig kan navigere vores gruppe gennem den blækagtige blankhed omkring affald, der ligger på stranden, mens vi patruljerede under en baldakin af stjerner efter tegn på læderryg, der dukker op fra havet. Stol på, at vi havde viljen til at stoppe enhver krybskytte, der søger at plyndre den dyrebare levende last, der er efterladt af disse majestætiske forhistoriske krybdyr.

Men frem for alt handler det om tillid til arbejdet. En udødelig tro deles af alle involverede om, at denne indsats er meningsfuld og effektiv. Og i slutningen af ​​dagen, stol på, at de sarte babyskildpadder, vi satte ud i havet - så dyrebare og sårbare - vil overleve de mystiske tabte år tilbragt i havets dybder, for en dag at vende tilbage til disse strande for at lægge frøene af den næste generation.