Beskyttelse af vådområder rundt om i verden, dengang og nu: Ramsar-konventionen

af Luke Elder
Sabine Wetlands Walk, Hackberry, Louisiana (Foto med tilladelse fra Louisiana Tourism Locations & Events – Peter A Mayer Advertising / Assoc. Creative Director: Neil Landry; Account Executives: Fran McManus & Lisa Costa; Kunstproduktion: Janet Riehlmann)
Sabine Wetlands Walk, Hackberry, Louisiana (Foto med tilladelse fra Louisiana Tourism Locations & Events – Peter A Mayer Advertising / Assoc. Creative Director: Neil Landry; Account Executives: Fran McManus & Lisa Costa; Kunstproduktion: Janet Riehlmann)

Hvert år ser ængstelige kystsamfund prognosen for forestående tropiske cykloner - kendt som orkaner eller tyfoner, når de modnes, afhængigt af hvor de er. Når disse storme nærmer sig land, som orkanen Isaac gjorde i slutningen af ​​sidste måned, bliver samfundene i stormens vej mindet om værdien af ​​kystnære vådområder, skove og andre levesteder for at beskytte dem mod de værste af stormens virkninger.

I nutidens verden med stigende havniveauer og et opvarmende klima, er vådområder og vådområders økosystemfunktioner en integreret del af tilpasning og afbødning af klimaændringer. Derudover er vådområder en vigtig kilde til økonomisk, videnskabelig og rekreativ værdi. Alligevel står disse økosystemer over for nedbrydning og ødelæggelse.
RAMSARTDer kan være uopretteligt tab til vådområder fra den progressive indtrængen af ​​udvikling i vådområder fra landsiden og erosion af vådområder fra vandet på grund af menneskeskabte vandveje og andre aktiviteter. For godt 40 år siden gik nationer sammen for at anerkende værdien af ​​vådområder og nærliggende levesteder og for at udvikle en ramme for deres beskyttelse. Ramsar-konventionen er en international aftale, der er designet til at hjælpe med at forhindre dette indgreb, samt støtte bestræbelser på at genoprette, rehabilitere og bevare vådområder verden over. Ramsar-konventionen beskytter vådområder for deres unikke økologiske funktioner og tjenester, såsom regulering af vandregimer og det levested, som de giver biodiversitet fra økosystemniveau og helt ned til artsniveau.
Den oprindelige konvention om vådområder blev afholdt i den iranske by Ramsar i 1971. I 1975 var konventionen i fuld kraft og dannede en ramme for national og international handling og samarbejde for bæredygtig beskyttelse og vedligeholdelse af vådområder og deres naturressourcer og tjenester . Ramsar-konventionen er en mellemstatslig traktat, der forpligter sine medlemslande til at opretholde den økologiske integritet af visse vådområder og til at opretholde en bæredygtig udnyttelse af disse vådområder. Konventionens mission er "bevarelse og klog anvendelse af alle vådområder gennem lokale, regionale og nationale aktioner og internationalt samarbejde, som et bidrag til at opnå bæredygtig udvikling i hele verden".
Ramsar-konventionen er unik fra andre lignende globale miljøindsatser på to vigtige måder. For det første er det ikke tilknyttet FN's system af multilaterale miljøaftaler, selvom det fungerer med andre MEA'er og NGO'er og er en bemærket traktat forbundet med alle andre biodiversitetsrelaterede aftaler. For det andet er det den eneste globale miljøtraktat, der omhandler et specifikt økosystem: vådområder. Konventionen anvender en relativt bred definition af vådområder, som omfatter "sumpe og moser, søer og floder, våde græsarealer og tørveområder, oaser, flodmundinger, deltaer og tidevandsflader, kystnære havområder, mangrover og koralrev og menneskeskabte steder som fiskedamme, rismarker, reservoirer og saltpander."
Ramsar-konventionens hjørnesten er Ramsar-listen over vådområder af international betydning, en liste over alle de vådområder, som konventionen har udpeget som steder, der er vigtige for sundheden for kyst- og havressourcer over hele verden
Listens mål er at "udvikle og vedligeholde et internationalt netværk af vådområder, som er vigtige for bevarelsen af ​​den globale biologiske mangfoldighed og for at opretholde menneskeliv gennem opretholdelsen af ​​deres økosystemkomponenter, processer og fordele/tjenester." Ved at tilslutte sig Ramsar-konventionen er hvert land forpligtet til at udpege mindst ét ​​vådområde som et vådområde af international betydning, mens andre områder er udvalgt af andre medlemslande til optagelse på listen over udpegede vådområder.
Nogle eksempler på Ramsar-vådområder af international betydning fundet i Nordamerika omfatter Chesapeake Bay Estuarine Complex (USA), Laguna de Términos Reserve i Campeche (Mexico), reservatet i den sydlige ende af Cubas Isla de la Juventud, Everglades National Park i Florida (USA) og Alaska-området i Canadas Fraser River Delta. Ethvert Ramsar-sted, der har problemer med at opretholde den økologiske og biologiske integritet, der er fastlagt af konventionen, kan placeres på en særlig liste og kan få teknisk assistance til at løse de problemer, stedet står over for. Derudover kan lande ansøge om at modtage støtte gennem Ramsar Small Grants Fund og Wetlands for the Future Fund til at gennemføre vådområdebevaringsprojekter. US National Fish and Wildlife Service fungerer som ledende agentur for de 34 Ramsar-steder i USA og koordinerer med andre lande.
Ramsar-konventionen har en konference for de kontraherende parter (COP) hvert tredje år for at drøfte og fremme den videre anvendelse af konventionens retningslinjer og politikker. Med hensyn til den daglige aktivitet er der et Ramsar-sekretariat i Gland, Schweiz, som administrerer konventionen internationalt. På nationalt plan har hver kontraherende part en udpeget administrativ myndighed, som fører tilsyn med implementeringen af ​​konventionens retningslinjer i deres respektive land. Selvom Ramsar-konventionen er en international indsats, opfordrer konventionen også medlemsnationerne til at etablere deres egne nationale vådområdekomitéer, inkludere ngo-engagement og inddrage civilsamfundets engagement i deres indsats for at bevare vådområder.
Juli 2012 markerede det 11. møde i konferencen af ​​kontraherende parter i Ramsar-konventionen, som blev afholdt i Bukarest, Rumænien. Der blev fremhævet, hvordan bæredygtig turisme af vådområder bidrager til en grøn økonomi.
Konferencen sluttede med udmærkelser for det store udførte arbejde og en anerkendelse af nødvendigheden af ​​fortsat vedholdenhed og dedikation til bevarelse og genopretning af vådområder rundt om i verden. Fra et havbevaringsperspektiv støtter Ramsar-konventionen beskyttelsen af ​​en af ​​de mest kritiske byggesten for havets sundhed.
USA: 34 Ramsar-steder, 4,122,916.22 Acres pr. 15. juni 2012 (Kilde: USFWS)

Ash Meadows National Wildlife Refuge 18/12/86    
Nevada
9,509 ha
Bolinas Lagoon 01/09/98    
Californien
445 ha
Cache-Lower White Rivers 21/11/89    
Arkansas
81,376 ha
Cache River-Cypress Creek Wetlands 01/11/94    
Illinois
24,281 ha
Caddo Lake 23/10/93    
Texas
7,977 ha
Catahoula-søen 18/06/91    
Louisiana
12,150 ha
Chesapeake Bay Estuarine Complex 04/06/87    
Virginia
45,000 ha
Cheyennebunde 19/10/88    
Kansas
10,978 ha
Congaree National Park 02/02/12    
South Carolina
10,539 ha
Connecticut River Estuary & Tidal Wetlands Complex 14/10/94    
Connecticut
6,484 ha
Proptrækker Swamp Sanctuary 23/03/09    
Florida
5,261 ha
Delaware Bay Estuary 20/05/92    
Delaware, New Jersey
51,252 ha
Edwin B Forsythe National Wildlife Refuge 18/12/86    
New Jersey
13,080 ha
Everglades National Park 04/06/87    
Florida
610,497 ha
Francis Beidler Skov 30/05/08    
South Carolina
6,438 ha
Økologiske græsarealer 02/02/05    
Californien
65,000 ha
Humbug Marsh 20/01/10    
Michigan
188 ha
Horicon Marsh 04/12/90    
Wisconsin
12,912 ha
Izembek Lagoon National Wildlife Refuge 18/12/86    
Alaska
168,433 ha
Kakagon og Bad River Sloughs 02/02/12    
Wisconsin
4,355 ha
Kawainui og Hamakua Marsh Complex 02/02/05    
Hawaii
414 ha
Laguna de Santa Rosa Wetland Complex 16/04/10    
Californien
1576 ha
Okefenokee National Wildlife Refuge 18/12/86    
Georgia, Florida
162,635 ha
Palmyra Atoll National Wildlife Refuge 01/04/11    
Hawaii
204,127 ha
Pelican Island National Wildlife Refuge 14/03/93    
Florida
1,908 ha
Quivira National Wildlife Refuge 12/02/02    
Kansas
8,958 ha
Roswell Artesian Wetlands 07/09/10    
New Mexico
917 ha
Sand Lake National Wildlife Refuge 03/08/98    
South Dakota
8,700 ha
Sue og Wes Dixon Waterfowl Refuge på Hennepin &
Hopper Lakes 02/02/12    
Illinois
1,117 ha
Emiquon-komplekset 02/02/12    
Illinois
5,729 ha
Tijuana River National Estuarine Research Reserve 02/02/05    
Californien
1,021 ha
Tomales Bay 30/09/02    
Californien
2,850 ha
Øvre Mississippi River Floodplain Wetlands 05/01/10    
Minnesota, Wisconsin, Iowa, Illinois
122,357 ha
Wilma H. ​​Schiermeier Olentangy River Wetland Research Park 18/04/08    
Ohio
21 ha
Luke Elder tjente som TOF-forskersommerpraktikant i sommeren 2011. Det følgende år tilbragte han med at studere i Spanien, hvor han havde et praktikophold hos det spanske nationale forskningsråd, hvor han arbejdede i deres Environmental Economics Group. Denne sommer arbejdede Luke som konserveringspraktikant for Nature Conservancy med jordforvaltning og forvaltning. En senior på Middlebury College, Luke er hovedfag i Conservation Biology and Environmental Studies med en bifag i spansk, og håber at finde en fremtidig karriere inden for havbevaring.