Ocean Climate Nexus

I dag tilslutter USA sig igen Paris-aftalen, den globale forpligtelse til at bekæmpe klimaændringer gennem nationale og samarbejdsvillige internationale handlinger. Det vil kun efterlade syv nationer af 197, som ikke er part i aftalen. At forlade Paris-aftalen, som USA tilsluttede sig i 2016, var til dels en manglende erkendelse af, at omkostningerne og konsekvenserne af passivitet langt ville overstige omkostningerne ved at håndtere klimaændringer. Den gode nyhed er, at vi går tilbage til aftalen bedre informeret og rustet til at foretage de nødvendige ændringer, end vi var før.

Mens menneskelig forstyrrelse af klimaet er den største trussel mod havet, er havet også vores største allierede i kampen mod klimaændringer. Så lad os begynde at arbejde på at genoprette havets egen kapacitet til at absorbere og lagre kulstof. Lad os opbygge kapaciteten hos enhver kyst- og ø-nation til at overvåge og designe løsninger til deres lands farvande. Lad os genoprette strandenge, strandenge og mangroveskove og på den måde beskytte kystlinjer ved at dæmpe stormfloder. Lad os skabe arbejdspladser og nye økonomiske muligheder omkring sådanne naturbaserede løsninger. Lad os forfølge havbaseret vedvarende energi. Lad os samtidig dekarbonisere skibsfarten, reducere emissioner fra havbaseret transport og engagere nye teknologier for at gøre skibsfarten mere effektiv.

Det arbejde, der kræves for at nå målene i Paris-aftalen, vil fortsætte, uanset om USA er part i aftalen eller ej – men vi har mulighed for at bruge dens rammer til at fremme vores kollektive mål. Gendannelse af havets sundhed og overflod er en vindende, retfærdig strategi til at afbøde de værste virkninger af klimaændringer og støtte alt havliv – til gavn for hele menneskeheden.

Mark J. Spalding på vegne af The Ocean Foundation