Der er mere til det mærke end Meets the Eye

Af Miranda Ossolinski

Jeg må indrømme, at jeg vidste mere om forskning end om havbevaringsspørgsmål, da jeg først startede i praktik hos The Ocean Foundation i sommeren 2009. Det tog dog ikke lang tid, før jeg formidlet havbevaringsvisdom til andre. Jeg begyndte at uddanne min familie og venner, opmuntrede dem til at købe vild i stedet for opdrættet laks, overbeviste min far om at skære ned på sit tunforbrug og trak min Seafood Watch-lommeguide frem i restauranter og købmandsforretninger.

I løbet af min anden sommer på TOF dykkede jeg ind i et forskningsprojekt om "miljømærkning" i samarbejde med Miljøretsinstituttet. Med den voksende popularitet af produkter mærket som "miljøvenlige" eller "grønne", syntes det stadig vigtigere at se nærmere på de specifikke standarder, der kræves af et produkt, før det modtog et miljømærke fra en individuel enhed. Til dato er der ingen enkelt statssponsoreret miljømærkestandard relateret til fisk eller produkter fra havet. Der er dog en række private miljømærkeindsatser (f.eks. Marine Stewardship Council) og bæredygtighedsvurderinger af fisk og skaldyr (f.eks. dem, der er skabt af Monterey Bay Aquarium eller Blue Ocean Institute) for at informere forbrugernes valg og fremme bedre praksis for fiskehøst eller -produktion.

Min opgave var at se på flere miljømærkningsstandarder for at informere om, hvad der kunne være passende standarder for tredjepartscertificering af fisk og skaldyr. Med så mange produkter, der er miljøvenlige, var det interessant at finde ud af, hvad disse etiketter faktisk sagde om de produkter, de certificerede.

En af de standarder, jeg gennemgik i min forskning, var Life Cycle Assessment (LCA). LCA er en proces, der inventerer alle materialer og energiinput og -output inden for hver fase af et produkts livscyklus. Også kendt som en "vugge til grav-metode", forsøger LCA at give den mest nøjagtige og omfattende måling af et produkts indvirkning på miljøet. LCA kan således indarbejdes i de standarder, der er fastsat for et miljømærke.

Green Seal er en af ​​mange etiketter, der har certificeret alle slags hverdagsprodukter, fra genbrugsprinterpapir til flydende håndsæbe. Green Seal er et af de få store miljømærker, der inkorporerede LCA i sin produktcertificeringsproces. Dets certificeringsproces omfattede en periode med livscyklusvurdering efterfulgt af implementering af en handlingsplan for at reducere livscykluspåvirkninger baseret på undersøgelsens resultater. På grund af disse kriterier opfylder Green Seal standarderne fastsat af ISO (den internationale organisation for standardisering) og US Environmental Protection Agency. Det blev klart i løbet af min forskning, at selv standarder skal opfylde standarder.

På trods af forviklingerne i så mange standarder inden for standarder, kom jeg til bedre at forstå certificeringsprocessen for produkter, der bærer et miljømærke som Green Seal. Green Seals mærke har tre niveauer af certificering (bronze, sølv og guld). Hver bygger på hinanden sekventielt, så alle produkter på guldniveau også skal opfylde kravene til bronze- og sølvniveauerne. LCA er en del af hvert niveau og inkluderer krav til at reducere eller eliminere påvirkninger fra råvareindkøb, fremstillingsprocessen, emballagematerialerne samt produkttransport, brug og bortskaffelse.

Så hvis man søgte at certificere et fiskeprodukt, skulle man se på, hvor fisken blev fanget og hvordan (eller hvor den blev opdrættet og hvordan). Derfra kan brugen af ​​LCA involvere, hvor langt det blev transporteret til forarbejdning, hvordan det blev behandlet, hvordan det blev afsendt, den kendte virkning af at producere og bruge emballagematerialerne (f.eks. Styrofoam og plastfolie) og så videre, helt frem til forbrugerens køb og bortskaffelse af affald. For opdrættede fisk vil man også se på den anvendte slags foder, foderkilderne, brugen af ​​antibiotika og andre lægemidler samt behandlingen af ​​spildevand fra farmens anlæg.

At lære om LCA hjalp mig til bedre at forstå kompleksiteten bag måling af påvirkning af miljøet, selv på et personligt plan. Selvom jeg ved, at jeg har en skadelig effekt på miljøet gennem de produkter, jeg køber, den mad, jeg indtager, og de ting, jeg smider ud, er det ofte en kamp at se, hvor stor den påvirkning egentlig er. Med et "vugge til grav"-perspektiv er det lettere at forstå den reelle omfang af den påvirkning og forstå, at de ting, jeg bruger, ikke begynder og slutter med mig. Det opmuntrer mig til at være opmærksom på, hvor langt min indflydelse rækker, at gøre en indsats for at reducere den og at blive ved med at bære min Seafood Watch-lommeguide!

Tidligere TOF-forskerpraktikant Miranda Ossolinski er uddannet i 2012 fra Fordham University, hvor hun har dobbelt hovedfag i spansk og teologi. Hun tilbragte foråret af sit yngre år på at studere i Chile. Hun gennemførte for nylig et seks måneders praktikophold på Manhattan hos PCI Media Impact, en NGO, der specialiserer sig i underholdningsuddannelse og kommunikation til social forandring. Hun arbejder nu med reklame i New York.